Den danske letvægtsfirer i roning - bedre kendt som Guldfireren - har besætningen på plads frem mod VM i Sydkorea i slutningen af august.
Det bliver Morten Jørgensen, Jacob Barsøe, Kasper Winther Jørgensen og Jacob Søgaard, som får til opgave at sikre medalje til Danmark.
24-årige Jacob Søgaard er ny mand i båden i forhold til OL sidste år i London, hvor det blev til dansk bronze. Han erstatter legenden Eskild Ebbesen, der nu endegyldigt har ladet sig pensionere.
- Jacob Søgaard er en utrolig seriøs og teknisk dygtig roer. Udtagelsesprocessen har været meget tæt, men han er den, der falder bedst ind på holdet og giver mest fart i båden, siger træner Bent Fransson i en pressemeddelelse.
- De seks roere, jeg har haft i spil til pladserne, har været rigtig gode alle sammen.
- Styrbordspladserne gav næsten sig selv med OL-bronzevinderne Kasper Winther Jørgensen og Jacob Barsøe, mens den sidste, Christian Michaelsen, også har gjort det godt og har udviklet sig meget de sidste par måneder.
- I bagbordsside er Morten Jørgensen en vigtig brik, og valget til den sidste plads stod mellem Jacob Søgaard og Thorbjørn Patscheider, og det var marginalerne, der afgjorde det.
- Jeg følte, at Jacob Søgaard gav lidt mere ro i båden, så de andre kunne arbejde bedre. Thorbjørn har ikke udspillet sin chance fremadrettet endnu, men han mangler lidt på teknikken, lyder det fra træneren.
Thorbjørn Patscheider og Christian Michaelsen fungerer som reserver på letvægtsfireren og ror letvægtstoer i år.
/ritzau/