Elskere af store, danske tv-serier som "Borgen", "Matador" og "Badehotellet" kan glæde sig over, at nu er der gang i nedtællingen til DR's næste store dramaserie.
LÆS OGSÅ: Ikonisk tv-vært vender tilbage
DR's nye dramaserie "Generationer" tager udgangspunkt i fire kvinders familiehemmeligheder med et krimiplot som omdrejningspunkt.
Serien åbner således med fundet af et mumificeret spædbarnslig i en ejendom på Frederiksberg.
I samme bygning bor den 87-årige Martha, som til stor undren for familie og omgivelser påstår, at det er hende, der har dræbt barnet.
Med varme, nærvær og et mystisk lag følger vi en familie, hvis verden med ét forandres og udvikler sig dramatisk.
Ulla Henningsen som matriarken Martha og Rikke Eberhardt Isen som barnebarnet Rikke. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/DR/PR)
"Generationer" er produceret af DR Drama, og hovedforfatter og konceptuerende instruktør er Anna Emma Haudal, som også står bag DR3-serien "Doggystyle" og den anmelderroste film "Venuseffekten".
De fire kvinder spilles af Ulla Henningsen, der blandt andet kendes som sagførerdatteren Iben i "Matador", og Anette Støvelbæk, som blandt andet er kendt som Alice i "Badehotellet". De yngre karakterer spilles af Rikke Eberhardt Isen ("Sygeplejeskolen") og Alice Bier Zandén ("Ehrengard").
Derudover møder man Jan Linnebjerg, Simon Sears, Gordon Kennedy og Albert Arthur Amiryan.
"Generationer" får streamingpremiere den 11. april på DRTV og den 13. april på DR1.