Koda, som administrerer rettigheder for komponister og sangskrivere, og den amerikanske streamingkanal, YouTube har indgået en aftale, som betyder at Kim Larsen, Liva Weel, TV-2 og kollegerne i dansk musik igen er tilgængeligt på Youtube.
Dansk musik blev blokeret af Youtube for godt et par måneder siden, som en konsekvens at forhandlingerne om afregningen til kunstnerne var gået i hårdknude.
Men nu meddeler Koda, at der er indgået en ny fælles-nordisk aftale. Aftalen træder i kraft i dag, hvorefter den musik, der de seneste to måneder har været geo-blokeret, så det ikke kunne tilgås fra danske internetforbindelser, igen er tilgængeligt.
- Der er ingen tvivl om, at de seneste to måneders take-down har været til stor frustration både for rigtig mange medlemmer (af Koda, red.), der i forvejen er hårdt presset på at komme ud med deres musik på grund af corona, siger Kodas direktør, Gorm Arildsen i en pressemeddelelse.
Direktøren mener også at de tusinder af danske brugere af YouTube har været frustreret over, at skullet undvære musik på en af de primære kanaler for musikstreaming.
Ny aftale: større musikkatalog og bredere dækning
Udover at dække flere landes musikkataloger, adskiller den nye aftale sig fra de enkelte landes hidtidige aftaler ved at række ud over den nationale brug af de enkelte selskabers musikkataloger, fremgår det af pressemeddelelsen.
Tidligere blev den internationale brug af dansk musik på YouTube licenseret via Kodas søsterselskaber i udlandet. I den nye aftale indgår, for Kodas vedkommende, den samlede brug af al Koda-licenseret musik på YouTube i hele Europa, Mellemamerika, Afrika og dele af Asien.
Netop det forhold, at indholdet i aftalerne er grundlæggende forskellige, gør det umuligt at lave en direkte sammenligning af vilkårene i den tidligere aftale og den nye.