Af Morten Skærbæk | mosk@avisen.dk
Kulturlivet skal ikke kun være forbeholdt københavnere. Derfor skal staten gøre langt mere for at sprede de kulturelle tilbud til resten af landet.
Det mener Socialdemokraterne, der i går lancerede en række kulturpolitiske forslag. Ifølge partiets kulturordfører, Mogens Jensen, er næsten en tredjedel af landets befolkning mere eller mindre isoleret fra kultur- og fritidstilbud.
»Kunst og kultur er den mentale velfærd, og derfor er det en ulighed, som er uacceptabel,« siger han.
Centralt i forslaget er ønsket om at oprette kulturhuse i hver af landets regioner. De skal finansieres ligeligt af staten og kommunerne og sørge for, at regionernes samlede kulturtilbud får den nødvendige inspiration. Desuden vil Socialdemokraterne blandt andet have flere spillesteder i provinsen og ved hjælp af en særlig lånepulje sikre, at de små biografer rundt i landet får penge til moderne, digitalt udstyr.
Forslaget får dog ikke kulturminister Brian Mikkelsen (K) til at falde i svime.
»Vi afsatte sidste år over 80 millioner til projektet Kultur i Hele Landet , som lokale kulturprojekter kan søge penge fra. Jeg opfatter derfor det her som en typisk socialdemokratisk overbudsmanøvre,« siger han.
Til det siger Mogens Jensen:
»Sandheden er, at regeringen skar hårdt i kulturlivet, da den tiltrådte. Og det har den endnu ikke rettet op på.«