Socialdemokraterne foreslår at bruge 15 milliarder kroner over de næste to år til at renovere ældre boliger og bygge nye.
Partiformand Helle Thorning-Schmidt skønner, at det vil skabe mellem 18.000 og 20.000 nye arbejdspladser.
Fire milliarder kroner skal bruges til flere billige, almene boliger, heraf 5.000 med huslejenedsættelse. Eksisterende almene boliger skal renoveres for andre fire milliarder kroner, hvoraf de to skal bruges til energirenovering.
Der skal fremrykkes investeringer i boliger til ældre, handicappede og hjemløse for i alt en milliard kroner, mens to milliarder kroner skal bruges til byudvikling og bekæmpelse af ghettoproblemer.
Endelig foreslår partiet en pulje på fire milliarder kroner til tilskud til private boliger, hvor beboerne vil foretage energirenovering. Tilskuddet skal dække 40 pct. af arbejdslønnen og må højst nå op på 25.000 kr. pr. bolig.
Udspillet er det første af seks udspil, der udmønter Socialdemokraternes samlede vækstplan på i alt 36 milliarder kroner.
LO's næstformand, Lizette Risgaard, kalder det socialdemokratiske initiativ for både ansvarligt og fornuftigt.
"Socialdemokraternes boligpakke viser, at Helle-Thorning-Schmidt har den politiske vilje til at tage arbejdshandskerne på og bremse den negative udvikling med 1.000 nye arbejdsløse hver uge," siger Lizette Risgaard.