Prisen på cigaretter skal kraftigt i vejret, når Danmark får en ny regering.
Det er valgløftet fra Socialdemokraternes skatteordfører Nick Hækkerup, der vil lægge mindst 10 kroners afgift oven i den nuværende pris. Det skriver Berlingske Tidende.
Ifølge Regeringens Forebyggelseskommission er højere priser det eneste, der for alvor kan bringe antallet af rygere ned i Danmark - og derfor skal afgifterne igen spille en rolle for at få færre til at ryge, fastslår Hækkerup.
"Der er en sammenhæng mellem pris og udbredelse. Rygerne vil måske ikke kunne lide det, men vi har et ansvar over for den danske sundhedsstandard," siger han ifølge avisen.
Socialdemokraterne vil bruge de ekstra afgiftspenge på at skabe et bedre sundhedsvæsen.