I dag sidder dobbelt så mange unge på anklagebænken for voldelige overfald i forhold til 1990.
Men vi kan ikke straffe os ud af problemerne og slet ikke med de eksisterende sikrede institutioner for unge, der mangler pladser og er alt for dårlige, mener Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup.
"Vi løser i hvert fald ikke problemet ved at lave endnu en strafskærpelse, som regeringen foreslår. Socialdemokraterne har ikke noget imod, at vi straffer, når folk har begået kriminalitet. Vi siger bare, at vi skal give en straf, der virker. Altså at den straf, man giver folk, rent faktisk får dem til at ændre adfærd," siger hun til Newspaq.
Ugebrevet A4 har dokumenteret, at der i 2007 var dobbelt så mange unge, der blev sigtet for voldelig kriminalitet, som i 1990. Og Karen Hækkerup tror, at det blandt andet er de unges stigende forbrug af stoffer, der ligger til grund for fordoblingen i volden.
"Stofferne går ind og ændrer ens personlighed - heldigvis kun midlertidigt - men der er alt for mange af dem. Det er derfor, at man ser, at provinsbyerne ligger langt fremme i statistikken. Weekendnarkomani er et udbredt problem," udtaler hun.
Det er dog ifølge retsordføreren langt fra den eneste årsag. Hun mener, at den stigende ulighed også er med til at skabe frustrationer, og så har SSP-samarbejdet - samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi - lidt kraftigt under politireformen.
"Regeringen har sagt, at det går fantastisk godt (med SSP-samarbejdet, red.). Men nu advarer Politiforbundet om, at den forebyggende og præventive indsats er fuldstændig neddroslet på grund af politireformen. Man har valgt at nedprioritere den indsats, fordi man skal tage sig af kriminalitet, der er foregået," påpeger Karen Hækkerup og tilføjer, at hun gerne vil lade samarbejdet fortsætte længere, end til de unge fylder 18.
Til slut kritiserer hun regeringen for at sende unge under 18 år i almindelige fængsler for voksne. For ikke nok med at de sikrede institutioner, der normalt skal tage sig af kriminelle unge, er så dårlige, at 80 procent kommer ud i ny kriminalitet efter endt afsoning, så er de samtidig overfyldte.
Det betyder, at mange unge, der har modtaget en dom, må afsone i et fængsel for voksne, hvilket kan føre dem endnu længere ud i kriminalitet, når de engang kommer ud igen.