Om kort tid vil selskabsskatten falde fra 28 til 22 procent. Men skattesænkningen kan være for en kort bemærkning. Kommer Socialdemokraterne til magten, vil partiet nemlig hæve skatten igen. Det siger partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen til Berlingske Tidende.
Han beskriver regeringens planer som »vanvittige« og slår fast, at selskabsskatten bestemt ikke er fredet i en socialdemokratisk regering.
»Vi har tænkt os at lukke en række skattehuller og skattefiduser og sørge for, at provenuet bliver brugt til at lave en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde, sådan som også erhvervslivet har bedt os om,« siger Henrik Sass Larsen til Berlingske Tidende.