Omkring fem procent af danske børn vokser ifølge SFI, Det Nationale Forskningscenter fro Velfærd, op i familier, hvor der er registreret en eller flere voldsepisoder.
Det betyder, at der i gennemsnit sidder et af de børn i hver skoleklasse.
Socialdemokratiet vil i den forbindelse gøre det ulovligt at lade sine børn være vidne til vold i hjemmet. Også selv om det ikke er barnet, der er blevet udsat for vold.
Det skriver Jyllands-Posten onsdag.
- Mange gange ender vold i hjemmet ikke i en retssag, fordi det er forældrene, der er voldelige mod hinanden og måske ikke vil anmelde det.
- Men man glemmer, at barnet selvstændigt er blevet udsat for noget forkert, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Hun vil ikke sætte tal på, hvad strafferammen for at lade børn overvære vold bør være. Hun mener dog, at den skal være lavere end den mildeste voldsparagraf. Den kan give op til tre års fængsel.
Ask Elklit, der er psykologiprofessor ved Syddansk Universitet, kalder det "afgørende", at der kommer fokus på psykisk vold mod børn.
- Hvis et barn oplever, at den ene forælder slår den anden, er barnet et voldsoffer. Det har de samme skadevirkninger, som hvis barnet selv er udsat for vold, siger han til Jyllands-Posten.
Hos Børns Vilkår kan direktør Rasmus Kjeldahl godt forstå intentionen med forslaget, som han "hilser velkommen", siger han til Ritzau.
- Man rammer også børnene gennem den vold i hjemmet, og det er ganske alvorligt.
- Men det forekommer mig i praksis at være en utroligt vanskelig tilgang til det, tilføjer han.
Regeringspartiet Venstre er lunken ved forslaget.
- Det er svært, at køre en straffesag udelukkende på at barnet har overværet vold. Jeg ser det mere som en skærpende omstændighed, når en eventuel voldssag skal behandles, siger socialordfører Carl Holst til Jyllands-Posten.
Han henviser til, at retten i dag kan lægge vægt på børns tilstedeværelse i en voldssag.
Samme linje følger Dansk Folkeparti.
- Det virker omvendt at føre en retssag om et barn, der har overværet vold, hvis ikke retten først har fastslået, at der har været vold mellem forældrene, siger børneordfører Pernille Bendixen til Jyllands-Posten.
/ritzau/