Danskerne skal fremover kunne måle velfærden. Istedet for at love flere penge for at forbedre kvaliteten på de danske folkeskoler, daginstitutioner, sygehuse og plejehejm, vil Socialdemokraterne nu sætte en kvalitetsgaranti på velfærden og give danskerne mulighed for at kontrollere, at de får en ordentlig service i det offentlige.
Det fortæller Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen.
»Vi vil fastsætte nogle håndfaste servicemål, som befolkningen efterfølgende kan kontrollere. Den tankegang ligger bag vores børne- og ældreudspil, hvor vi har formuleret konkrete målsætninger for, hvad der efter en årrække skal være opfyldt på de to områder,« siger hun.
Partiformanden mener dog ikke, at det er nok at måle offentlige institutioner med kvalitetstavler i lighed med smiley-ordningen, sådan som regeringen har foreslået.
»Hvis de blot anvendes som gabestok, giver det ingen mening. Det er ret uinteressant for forældre at få at vide, at ens daginstitution har en negativ smiley,« siger hun.
Helle Thorning-Schmidt understreger desuden, at der samtidig skal flere penge til velfærden efter en historisk lav vækst i det offentlige forbrug under VK-regeringen.