S-veteran ofrer politisk toppost på grund af konen: "Det har ikke været et svært valg"
Erling Larsen fravælger formandspost og tilvælger sin syge hustru. Foto: Privat
S-veteranen Erling Larsen kan ikke involvere sig i det lokalpolitiske arbejde på så højt plan, som han tidligere har gjort.

Veteranen Erling Larsen (S) har sagt tak, men nej tak til igen at sidde som formand for Teknisk Udvalg i Køge Kommune.

Erling Larsen har valgt at passe sin hustru gennem 30 år, Lis Larsen.

Det skriver Sjællandske.

Lis Larsen fik i 2013 stillet diagnosen Alzheimers. Det har ændret ægteparrets hverdag markant, og da den kommende borgmester Marie Stærke (S) efter kommunalvalget i november tilbød Erling Larsen formandsposten i Teknisk Udvalg, var han ikke i tvivl:

- Jeg kan ikke involvere mig på det plan med så stor en mødeaktivitet, og hvad en formandspost ellers indebærer, når jeg samtidig skal passe Lis, så det har ikke været noget svært valg - hun er selvfølgelig det vigtigste, siger Erling Larsen til Sjællandske.

I Erling Larsens programerklæring op til kommunalvalget står der blandt andet, at han vil arbejde for bedre vilkår til demente, og at det "er vigtigt, at vi kan tilbyde den demente et indholdsrigt liv".

Og så mener han også, at det er vigtigt for de pårørende, at være åben overfor sygdommen.

- For selvom det er rigtigt hårdt at få hverdagen til at fungere, så hjælper det at tale åbent om det - at opdage, at man ikke er alene, siger Erling Larsen til avisen.

Erling Larsen blev valgt ind i byrådet første gang i 1986, og har i fem omgange været formand for Teknisk Udvalg.