Da Socialdemokraterne havde regeringsmagten, indførte partiet uddannelseshjælp, som erstattede kontanthjælpen for unge under 30 år.
To år senere mener partiet nu, at unge på uddannelseshjælp skal have samme rettigheder som studerende på SU.
Derfor har partiet kravet med til de igangværende forhandlinger om satspuljen, som er reserveret til særlige tiltag for eksempelvis socialt udsatte.
- Unge på SU har i dag nogle muligheder, som unge på kontanthjælp ikke har. For eksempel at man kan bo i en studiebolig, og at man kan optage SU-lån og arbejde ved siden af.
- De rettigheder ønsker vi også skal gælde unge, uddannelsesparate i kontanthjælpssystemet, siger S-formand Mette Frederiksen til DR Nyheder.
Hun erkender, at der var unge, der blev tabt på gulvet med indførslen af den kontanthjælpsreform, hun som beskæftigelsesminister stod bag.
Når man laver en reform, vil der være ting, der fungerer godt og ting, der ikke fungerer godt, mener hun.
Desuden bør der sættes ind, så de unge, der ikke er uddannelsesparate, ikke sættes til en lavere ydelse, end de måske reelt er berettiget til, mens de visiteres, lyder det i udspillet ifølge DR Nyheder.
Venstre kan ikke se pointen med at "give de unge flere penge", mens de venter på at komme i gang med en uddannelse.
- Det er raske unge mennesker.
- Så skal de hellere tage et job, mens de venter på, at de skal i gang med den uddannelse, måske fire-fem måneder senere, som de er optaget på, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen til DR.
/ritzau/