Den socialdemokratiske socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, kalder det en hovsa-løsning at tage kontanthjælp fra bøller som dem, der gik ind med køller på en skadestue i Odense.
Forslaget om at fjerne kontanthjælp - hvis de får en sådan - er kommet fra den socialdemokratiske rådmand i Odense, Peter Rahbæk Juel.
- Det er et desperado-forslag, som gør sig godt på tv, siger Lars Aslan Rasmussen.
Hvis bøller mister indtægt som kontanthjælp, bliver de for alvor presset, mener han.
- Så får vi alvorlig kriminalitet og gangstervælde, siger den socialdemokratiske socialordfører i København.
Til gengæld er han klar til at udvise bøller, som ikke er danske statsborgere.
- Jeg har ingen forståelse for vold, siger han.
Forslaget om at fjerne kontanthjælp får delvis opbakning af social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) på et pressemøde i Odense torsdag.
- At tage ydelser kan være et godt instrument, men det kan ikke stå alene. Der skal være en vej ind i fællesskabet, siger hun.
Efterfølgende siger hun, at det også er en mulighed at fjerne børne- og ungeydelser som sanktion.
- Der er mange forskellige sanktioner, som kan ændre adfærd, men man kan ikke bare tage ydelserne fra dem og så lade dem passe sig selv. En sanktion kan ikke stå alene, siger hun.
Den socialdemokratiske borgmester i Odense, Anker Boye, ser gerne, at kriminelle vises helt ud af et boligområde som Vollsmose.
- Hvis jeg skulle vælge, skal hele familier rykkes op med rode, siger han.
Venstres integrationsordfører og tidligere integrationsminister Inger Støjberg bakker helhjertet op om forslaget om at tage kontanthjælp fra bøller.
Samtidig kritiserer hun regeringen for at slække på indvandrerpolitikken.
/ritzau/