Det bliver Flemming Møller Mortensen og Jesper Petersen, der kommer til at indtage pladserne som henholdsvis gruppeformand og politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Det meddeler partiet på Twitter.
Ingen af de to var på listen, da designeret statsminister Mette Frederiksen tidligere torsdag offentliggjorde sin ministerliste på 20 navne.
Jesper Petersen var i seneste valgperiode skatteordfører, mens Flemming Møller Mortensen bestred posterne som sundheds- og psykiatriordfører.
De afløser Nicolai Wammen og Henrik Sass Larsen.
Nicolai Wammen, der var politisk ordfører, er blevet finansminister.
Henrik Sass Larsen, der var gruppeformand, blev sygemeldt kort efter folketingsvalget 5. juni.
/ritzau/