Skoletrætte elever vil måske ikke overstrømme af lykke, når de hører Socialdemokraternes nyeste udspil på undervisningsbanen. Socialdemokraterne ønsker nemlig 12 års obligatorisk skolegang til alle. Med forslaget vil de prøve at imødegå den dårlige statistik, der præger ungdomsuddannelserne. Det skriver Politiken fredag.
Statistikken har nemlig set sort ud længe. For selv om 95 procent af en ungdomsårgang godt nok tilmelder sig en ungdomsuddannelse, så er det kun 82 procent, der gennemfører en. Det betyder, at 18 procent af en ungdomsårgang aldrig får en ungdomsuddannelse.
- I dag er det ikke en skandale, hvis en ung ikke fortsætter på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Det skal der laves om på, siger uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, Christine Antorini.
Og der er også tænkt på de elever, der næsten ikke kan tåle synet af skolebøger. En treårig fleksibel ungdomsuddannelse, der forener teori med praktisk arbejde skal motivere de unge til at komme gennem uddannelsen. Men Christine Antorini ønsker ingen sanktioner over for de elever, der ikke overholder de 12 års skolegang.
- Det er nødvendigt med en ventil til nogle af de rigtigt skoletrætte. Det er ikke realistisk, at vi kan piske alle igennem, men så kan der være hånd i hanke med dem. Der kan for eksempel laves en aftale om, at de kan arbejde i et stykke tid, og derefter fortsætte på VUC, siger Christine Antorini.
Undervisningsminister Bertel Haarder er ikke interesseret i at hæve skolepligten.
- Jeg er ikke så optaget af at hæve undervisningspligten til 12 år. Men det er et problem at forbyde en 17-årig at tage et job, hvis det er det, han helst vil. De skoletrætte og dem, der har fået mange nederlag i skolen har brug for nogle sejre. Det kan de få ved både at opleve, at de er gode til både at slå græs, slå søm i, at male og passe dyr, siger Bertel Haarder til Politiken.