Ledige bør smide de fine fornemmelser og i højere grad søge job i andre brancher end deres egen.
Det er den klare melding fra den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, som nu appellerer til de mange arbejdsløse, der står til at miste dagpenge fra nytår, om selv at gøre en stærkere indsats.
- Jeg har det sådan, at hvis man har været to år på dagpenge, og ikke har kunnet finde beskæftigelse inden for sit eget fag, så synes jeg faktisk, man er forpligtiget til at tage et hvilket som helst job, siger Henrik Sass Larsen til Avisen.dk.
Gruppeformanden påpeger, at der er job ude omkring i landet. Dem bør de arbejdsløse sige ja til og dermed selv bidrage til at løse dagpengeproblemet.
- Jeg synes ikke, man i den her situation har retten til at sige nej, siger Sass Larsen.
- Hvis man er uddannet designer og ikke har kunnet finde et job som designer og man bliver tilbudt et job som tjener på en café, så synes jeg, man skal tage et job som tjener på en café, siger han.
Timingen i opsangen fra Henrik Sass Larsen til de ledige falder på et helt forkert tidspunkt, mener Verner Sand Kirk, der er direktør i sammenslutningen af a-kasser, AK Samvirke.
- Henrik Sass siger formentlig ikke sådan i en ond mening. Men jeg tror, at mange ledige vil høre hans udmelding som en hån. Langt de fleste ledige gør altså alt, hvad de kan for at komme i job, siger Verner Sand Kirk til Avisen.dk.
I stedet for at lange ud efter de ledige burde regeringen gøre en indsats for at gøre reglerne i a-kasserne mindre bureaukratiske, mener Verner Sand Kirk.
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, er glad for udmeldingen fra Sass Larsen:
- Det er godt for dansk økonomi, at Socialdemokraterne nu endelig vil indrømme, at jo længere man holdes fast i dagpengesystemet, jo sværere er det at komme tilbage til arbejdsmarkedet, siger hun.
/ritzau/