25 passagerer fik sig onsdag aften noget af en forskrækkelse, da deres S-tog pludselig kørte fra Birkerød Station på vej i garage uden stop på de mellemliggende stationer.
Først på Vesterport Station havde de skræmte passagerer held til at få standset toget ved at hive i nødbremsen, skriver Politiken.dk.
Ifølge DSB var en defekt højtaler i togets bagerste vogn skyld i, at passagererne på Birkerød Station ikke blev advaret om, at de skulle forlade toget. Toget havde påkørt et rådyr og skulle derfor køres i garage, men lokoføreren anede ikke, at han stadig havde passagerer med, da han satte toget i gang.
DSB mener imidlertid at alle procedurer er blevet overholdt:
- Når man påkører et større dyr, skal driftssikkerhedsvagten kontaktes. Og på baggrund af lokoførerens tilbagemeldinger skal vagten beslutte, om toget skal tages ud af drift. Herefter skal lokoføreren kalde passagererne ud på næste station. Alle de procedurer er fulgt. Lokomotivføreren har formentlig ikke kunnet se, at højttaleren i de bageste vogne ikke har virket, siger DSB s chef for lokomotivførerne, Rolf Møller Pedersen til Politiken.dk.
DSB vil dog på baggrund af episoden overveje om sikerhedsprocedurerne skal laves om.