41 procent af LO's medlemmer synes, at blå blok er bedre end rød. Det har en ny undersøgelse Berlingske har lavet.
Men hos Socialdemokraterne er de tal ikke det mindste bekymrende. Gruppeformand Carsten Hansen glæder sig ligefrem over målingen.
"Vi har jo et markant flertal i fagbevægelsen, og det glæder mig meget. Men det betyder jo selvfølgelig, at man altid skal være i dialog med medlemmerne af fagbevægelsen, det skal man jo med alle vælgerne," siger han til Newspaq.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på en tid, hvor LO med al tydelighed har vist sin støtte til oppositionen. Blandt andet har de fået trykt store annoncer, som direkte går i mod regeringens politik.
Professor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, udtaler i dag til Berlingske, at sammenhængen mellem parti og forbund, kan have indflydelse på medlemmernes stemmer.
"Det er en farlig strategi. Fagbevægelsen risikerer at støde en del medlemmer fra sig med de klare politiske markeringer til fordel for rød blok," siger Flemming Ibsen.
Socialdemokraternes gruppeformand deler dog ikke den opfattelse. Carsten Hansen ser undersøgelsen som tegn på, at LO-medlemmerne har forbedret deres holdning til den røde fløj.
"Der var faktisk undersøgelser tilbage før 2001, der viste, at et flertal af fagbevægelsens medlemmer ville stemme på blå blok på det tidspunkt. Så det har flyttet sig markant, ligesom det i øvrigt har i resten af samfundet. Det glæder mig da meget," siger han.