Dansk Folkeparti kræver at få grænsekontrollen og pointsystemet tilbage som del af blå bloks udlændingepolitik. Og nu må Venstres formand Lars Løkke Rasmussen fortælle danskerne, om Venstre er parate til at opfylde Dansk Folkepartis krav.
Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke.
- Nu har Dansk Folkeparti stillet et konkret forslag om at stille grænsebomme op og om at indføre pointsystem. Vi Socialdemokrater siger aldrig i livet. Den politik var usympatisk og skadelig for Danmark.
- Nu må Venstres og Lars Løkke også komme på banen. Hvad er hans svar til de gamle venner i Dansk Folkeparti?, spørger Magnus Heunicke.
Dansk Folkepartis kommende formand Kristian Thulesen Dahl har meldt ud, at udlændingepolitikken skal være et af de første indsatsområder for en ny blå regering.
Han forventer, at alle de lempelser, som S-R-SF-regeringen har gennemført, bliver rullet tilbage. Og ifølge Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen inkluderer det pointsystemet og grænsekontrollen, som blev mødt med international kritik.
Hverken grænsekontrollen eller pointsystemet er dog ønskesager for Venstre og De Konservative.
Grænsekontrollen med toldbetjente, der skulle forhindre kriminelle og illegale indvandrere i at komme ind i Danmark, blev fra flere sider set som Dansk Folkepartis betaling for at gå med i forliget om efterlønnen.
Og den blev mødt med international kritik fra blandt andet Tyskland og EU-Kommissionen.
Også pointsystemet førte til kritik og brydninger i Venstre, hvor daværende folketingsmedlem Britta Schall Holberg satte spørgsmålstegn ved, hvordan en aftale, der værdisætter mennesker efter en pointskala for uddannelse og arbejde, kan være liberal.
Magnus Heunicke tvivler på, at Venstre, De Konservative og Liberal Alliance alle vil støtte kravet fra DF.
- Thulesen Dahl sætter fingeren på et meget ømt punkt hos Lars Løkke og Venstre, fordi de borgerlige partier ikke har kunnet blive enige om hverken, udlændinge, skat eller velfærd.
- Nu er der et konkret spørgsmål fra Dansk Folkeparti, så må vi også have et klart svar på, om Venstre er enige, siger Magnus Heunicke.
/ritzau/