Hvor mange ordinære job fortrænger ledige, der tilbydes virksomhedspraktik eller løntilskudsordninger i de næste to år?
Det spørgsmål har Socialdemokraternes medlemmer af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg stillet til beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
I et skriftligt svar fra 11. november svarer hun således:
"Jeg har fra Arbejdsmarkedsstyrelsen fået oplyst, at der ikke foreligger data på området. Da jeg ikke er spåkone og ikke har opfundet en tidsmaskine, er det derfor ikke muligt at besvare spørgsmålet."
Formuleringen får Socialdemokraternes næstformand i arbejdsmarkedsudvalget op i det røde felt.
"Jeg er meget skuffet. Det er et fuldstændig latterligt svar," siger Leif Lahn Jensen til Newspaq.
Tidligere har Socialdemokraterne stillet det samme spørgsmål. Dengang lød svaret fra beskæftigelsesministeren sådan her:
"Jeg har fra Arbejdsmarkedsstyrelsen fået oplyst, at der ikke foreligger data på området, og jeg har desværre ikke haft mulighed for at ringe rundt til alle personer, der har været i virksomhedspraktik eller løntilskud."
Leif Lahn Jensen mener ikke, Socialdemokraterne selv er ude om de irriterede svar ved gentagne gange at bede ministeren om at redegøre for en udvikling, der ikke findes tal på.
"Hvis man laver virksomhedsrettet praktik, så burde man som minister også være interesseret i at vide, hvad konsekvenserne er. Hvis hun var bare lidt seriøs, så kunne hun enten gøre noget ved det eller svare os ordentligt tilbage," lyder det fra Leif Lahn Jensen.
Nyhedsbureauet Newspaq har forsøgt at få beskæftigelsesminister Inger Støjberg til at svare på kritikken. Men grundet en travl ministerkalender har det ikke været muligt.