Islamisk Stat (IS) er så farlig, at Danmark skal deltage i kampen mod den islamistiske gruppe.
Det siger Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.
- Kampen mod IS er ekstremt vigtig. En religiøs, fanatisk bevægelse, som gerne vil have et kalifat, skyer ikke nogen midler for at sætte det igennem. Den skal bekæmpes som andre totalitære regimer, siger Nick Hækkerup.
- Punkt to skal vi imødegå den terror, som ellers måtte ramme Europa og Danmark.
Nick Hækkerup har tirsdag kaldt udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i åbent samråd i Folketingets udenrigsudvalg om Danmarks militære indsats i Irak.
Nick Hækkerup har bedt ham forklare, hvorfor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort før jul sagde, at vores indsats i i Irak bliver "årelang", og at indsatsen kan "skifte niveau over tid".
- Det er interessant at få at vide, hvor længe og hvordan regeringen mener, at vi skal være til stede i Irak, siger Nick Hækkerup.
Løkke udtalte sig 12. december i Irak, hvor han besøgte sin søn Bergur, som træner irakiske soldater i kampen mod IS. I januar besluttede Danmark også at indsætte specialstyrker på grænsen mellem Irak og Syrien.
Socialdemokratiet støtter, at vi indsætter specialstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset, siger Nick Hækkerup.
- Også med den udvidelse, hvor vores specialoperations-styrker kommer ind i grænselandet mellem Irak og Syrien. Der er en risiko for, at de også kommer i kamp på landjorden, siger Nick Hækkerup.
Desuden sendte Løkke for nylig fregatten "Peter Villemoes" af sted til en amerikansk hangarskibs-gruppe. Krigsskibene bekæmper IS fra Middelhavet med kampfly mod Irak og Syrien.
Socialdemokratiet har ikke sat nogen frist for, hvornår Danmark skal være ude af Irak, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/