I Sverige ville Socialdemokraterna få 28,3 procents vælgerstøtte, hvis der blev holdt valg i dag. Det viser en stor vælgerundersøgelse foretaget af Sveriges statistik, SCB.
Der er valg i Sverige 9. september.
Socialdemokraterne står til at miste over fire procentpoint i forhold til en lignede måling i november, mens fløjpartiet Sverigedemokraterna (SD) går næsten lige så meget frem.
De fire borgerlige partier, der samarbejder under navnet Alliansen, ville få 38,6 procent, hvis der var valg i dag - med Kristdemokraterna (KD) medregnet.
S og Miljöpartiet De Gröna (MP), der sammen udgør den siddende mindretalsregering, ville sammen med Vänsterpartiet (V) få omkring 40 procent.
Det konservative parti Moderaterna står til at få 22,6 procent af stemmerne - en fremgang på 0,4 procentpoint.
SD står til at få 18,5 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 3,7 procentpoint siden en måling i november.
Den socialdemokratiske partisekretær, Lena Rådström Baastad, siger i en kommentar til avisen Expressen, at "det er klart, at vi vil ligge højere".
- Men det var ventet med en nedgang i forhold til andre målinger. Det er dog glædeligt, at vi stadig er største blok.
Ifølge målingen har statsminister Stefan Löfven tabt 2,5 procentpoint til Jimmie Åkesson fra SD siden valget i 2014.
Sidan årsskiftet har Socialdemokraterna tabt terræn i måling efter måling.
I en måling fra Ipsos og Dagens Nyheter i maj lå Socialdemokraterna på det historisk lave 24 procent. Så lavt har partiet aldrig tidligere ligget i en majmåling i et valgår.
Socialdemokraterna og statsminister Löfven har ventet med en vis bekymring på målingen. Partiet har i de seneste 25 år fået højere cifre i meningsmålinger fra Sveriges Statistik end ved valgene.
I maj 2014 fik Socialdemokraterna 35,3 procent i en SCB-måling, mens partiet ved valget kun fik 31,0 procent.
/ritzau/TT