Michael Johnson, specialkonsulent og tidligere særlig rådgiver for Mette Frederiksen (S), ærgrer sig over Søren Pinds (V) udmelding om, at han stiger af SoMe-ræset og dropper Facebook.
I et debatindlæg i Politiken skriver han, at netop Facebook har brug for intellektuelle folk som uddannelses- og forskningsministeren. Omvendt går Søren Pind "glip af en væsentlig mulighed for at formidle sine politiske overvejelser", skriver Michael Johnson og fortsætter:
- Det vil være vanskeligt eller direkte umuligt at nå så mange forskellige danskere via de gamle medier. Det er ærgerligt for Søren Pind, men i virkeligheden også for demokratiet som sådan.
Han mener, at der er brug for tænksomme mennesker som Søren Pind som del af debatten.
- I stedet for helt at logge af bør han, ligesom alle os andre, kæmpe for at få Facebook til at fungere i den personlige og professionelle hverdag.
Søren Pind meddelte lørdag i et sidste indlæg på sin Facebook-side, at han ville lukke kontoen.
Han skrev blandt andet, at han ikke kan "acceptere, at opsætninger og algoritmer på denne måde tilskriver mig og søger at skabe en yderligere afhængighed af systemer, jeg ikke ønsker, og som i forvejen fylder for meget".
Desuden vurderer Søren Pind, at Facebook har fået ham til at læse færre bøger og skrive færre "egentligt sammenhængende blogs og indlæg".