Først måtte danskerne gribe til lommerne og betale for bankernes uansvarlighed med bankpakkerne.
Og nu bliver arbejdsløse danskeres økonomiske sikkerhedsnet spændt for, når Danmark med besparelser for 24 milliarder kroner skal leve op til EU's konvergenskrav, lyder kritikken fra oppositionen.
"Først skulle danskerne betale for bankernes kollaps, og nu får de så at vide, at de også skal betale med deres dagpenge for den her krise. Jeg synes, det er urimeligt og nærmest udansk," siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S) til TV 2 News.
Også SF korser sig over regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan, der blandt andet endte med at gå bort fra indefrysningen af stigninger i overførselsindkomster for i stedet at halvere dagpengeperioden fra fire til to år.
"Først gennemfører de en nedskæringspolitik, der gør, at flere og flere bliver arbejdsløse, ifølge regeringens egne prognoser vil arbejdsløsheden stige til 130.000 i år. Anden gang de rammer er så, at de forkorter dagpengeperioden for dem, som bliver arbejdsløse som følge af nedskæringer," siger SF's finansordfører, Ole Sohn, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Regeringen er løbet fra sit eget valgløfte, mener han desuden.
"De er oven i købet gået til valg på, at det ikke bliver i den her periode, at man vil røre ved dagpengene," siger Ole Sohn.