»De nye oplysninger bekræfter, at regeringen har valgt at overse alle advarselslamper og har misinformeret Folketinget,« siger Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft til DNY.
Han mener, at den danske regering havde al mulig grund til at mistænke amerikanerne for at mishandle afghanske fanger, og dermed burde det danske forsvar ifølge Mogens Lykketoft have været informeret af regeringen om, at man ikke skulle udlevere fanger til den amerikanske lejr i Kandahar tilbage i 2002.
De nye oplysninger kom frem i dagens Politiken, hvor det dokumenteres, at der frit tilgængeligt på internettet ligger ti vidneerklæringer fra amerikanske forhørsledere, der siger, at der blev anvendt systematisk tortur og mishandling i den amerikanske fangelejr i Kandahar, hvor danske soldater afleverede fanger.
»Det viser jo tydeligt, at Danmark har fået yderst mangelfulde oplysninger fra USA. Og det bliver mere og mere klart, at regeringen ikke har talt sandt, når man siger, at man havde al mulig grund til at tro på, at fanger, som blev overdraget til amerikanerne, ville blive behandlet humant. Det bestyrker os i vores mistanke om, at regeringens redegørelse fra december langt fra var fyldestgørende. Det er selvfølgelig en meget alvorlig sag,« siger Mogens Lykketoft.
Han mener stadig, at der er brug for en uvildig undersøgelse af sagen, ligesom Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale vil indkalde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og forsvarsminister Søren Gade (V) i samråd.