Rasmus Prehn har været socialdemokratisk folketingsmedlem siden 2005. Rasmus Prehn har været sit partis ordfører på blandt andet forsknings-, bolig- og kommunalområdet. I dag er han socialdemokraternes transportordfører. Udover transportområdet er han optaget af at styrke uddannelsesområdet, sikre ordentlig velfærd, mindre ulighed samt flere lærepladser og arbejdspladser. Endelig har han en helt særlig forkærlighed for Nordjylland, hvor han er valgt og bor med sin kone, tre børn og en Golden Retriever.
Deleøkonomi er et af tidens modeord. Hvorfor skal vi dog have hver vores boremaskine, når vi kun bruger den tre gange om året? Hvorfor deles vi ikke bare om den samme trailer på vejen? Og græsslåmaskinen - kan vi ikke bare deles om den? Det er super hot at deles om tingene for tiden. I det københavnske grøn-kvæde-te-segment kaldes fænomenet for cirkeløkonomi, selvom pensionisterne i Kaas og Halvrimmen har delt både abonnementet på Nordjyske Stiftstidende, saftpresser og havetraktor i mere end 15 år.
MEN DELEØKONOMIEN breder sig og bliver stadig mere politisk og dagsordensættende. Multinationale kapitalfonde med hovedsæde i skattely er nemlig hurtige til at spotte nye trends og modeord. Derfor har de ved hjælp af entreprenante IT-folk udviklet en række IT-platforme, hvor folk kan ”deles om tingene” mod selvfølgelig at betale en betragtelig sum for det til platformen og dermed de multinationale kapitalfonde - uden om landenes skattevæsner naturligvis.
Det mest omdiskuterede firma er den såkaldte ”samkørselstjeneste” Uber, der under sloganet ”more people into fewer cars” prøver at lancere sig selv som grøn deleøkonomi. Men den eneste ”deling”, der sker i det firma, sker tilsyneladende efter devisen: Som brødre vi dele, jeg tager det hele. Konceptet er bygget op omkring en app, hvor man som bruger kan efterspørge en vogn, hvorefter den nærmeste Uber-chaufør kommer i sin egen private bil og henter en og kører en lige derhen, hvor man ønsker. Chaufføren kører altså erhvervsmæssig personbefordring, hvor kunden kommer fra A til B efter eget ønske og bestilling. Der er altså ikke tale om en ”partnerchauffør”, der giver en anden person et lift i samme retning, som vedkommende selv skal. Men selvom der reelt er tale om taxikørsel, overholder Uber ikke taxiloven.
CHAUFFØREN ER fx ikke forsikret på samme måde som en taxi. Der er ikke taxameter, sædeføler eller overfaldsalarm i bilen, som der er i en taxi. Og der stilles ikke krav om, at chaufføren har erhvervskort, er dækket af en overenskomst, kan håndtere handicappede passagerer, kan tage cykler med eller skal leve op til de miljønormer, rigtige taxier skal. Endelig er det stærkt tvivlsomt, om chaufføren betaler indkomstskat af den indkomst, han får, og i hvert fald kan det ikke kontrolleres ligesom med taxi, hvor taxameter og sædeføler sikrer, at ingen snyder. Helt sikkert er det, at det, der betales til platformen Uber, ryger lige ud af det danske samfund og i skattely, hvor rige kapitalfonde scorer gevinsten.
Uber handler altså ikke om flere mennesker i færre biler men om en underminering af de løn- og arbejdsvilkår, vi har i Danmark, af vores skattefinansierede velfærdssystem og af gældende miljø- og trafiksikkerhedspolitik. Uber snylter på modeordet ”deleøkonomi” men er i virkeligheden ude på at snige sig uden om gældende fælles lovgivning og selv score kassen.
INTERESSANT ER DET OGSÅ, at de mennesker og de politiske partier, der har mest travlt med at tale Uber op som deleøkonomi, er de samme, som normalt har allermest imod at deles om noget som helst. For hvis noget er deleøkonomi, er det da det danske velfærdssamfund. Her deles vi om folkeskolen, om sygehusvæsenet, om bibliotekerne, vejene, jernbanerne, den kollektive trafik, forskningsinstitutionerne og meget, meget mere. Vi er alle sammen med til at betale for det, men bruger det kun, når vi har brug for det.
Vi behøver ikke hver vores, vi deles om det. Og vi sørger i øvrigt for at betale for det på en solidarisk og fair måde, så dem, der har mest råd, betaler mest, mens dem, der har knap så meget, betaler lidt mindre. Al erfaring viser i øvrigt, at vores service bliver bedre og billigere på den måde, og at borgerne bliver gladere og mere lykkelige, når vi har et stærkt velfærdssamfund, hvor man deles om tingene.
DERFOR ER DET DYBT SELVMODSIGENDE, at fx Liberal Alliance i Uber-sagen har så travlt med at tale om, hvor godt det er at ”deles om de biler, der er”, mens de i velfærdsdebatten nærmest slår korsets tegn for sig og vil betale så lidt som muligt. Her vil Liberal Alliance ikke deles om økonomien. Nej, skatten skal længst muligt ned, og så må folk selv betale for at tage en uddannelse, betale sundhedsforsikringer og meget mere.
I virkeligheden handler det jo nok om, at Liberal Alliance er superliberalister hele vejen igennem, også når det handler om Uber. Her er deres intention ikke at deles om noget, at få flere til at køre sammen eller at tænke på miljøet eller bekæmpelsen af trængslen. Nej, det handler alene om at åbne for en trojansk hest, der kan snige sig ind og underminere og ødelægge en af verdens stærkeste deleøkonomier, nemlig det danske velfærdssamfund. Hvis man er så glad for deleøkonomi, skulle man tage og bakke mere op om velfærdssamfundet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.