Usynlig. Passiv. Uinspirerende.
Helle Thorning-Schmidt og resten af partiledelsen i Socialdemokratiet får fredag i Berlingske Tidende verbale klø af en række medlemmer af partiets folketingsgruppe.
- Vi er absolut ikke synlige, det er vi ikke. Vi er meget tilbagetrukne. Jeg har været oppositionspolitiker i mange år, og der har vi altid fået besked om, at vi skulle være helt fremme i skoene i løbet af sommeren, og der er vi ikke meget synlige, siger tidligere minister Jytte Andersen til Berlingske Tidende.
Flere af S-politikerne mener, at en sejr ved næste folketingsvalg er meget usandsynlig.
- Vi er alt for usynlige på alle andre områder end velfærd. Vi vinder ikke et valg, hvis vi kun fokuserer på det spørgsmål. Vi er nødt til at have en bredere dagsorden, siger Jeppe Kofod til avisen.
Kritikken af ledelsen blev første gang rejst af næstformand Mette Frederiksen i et interview torsdag. Politisk ordfører Henrik Sass Larsen er uenig og mener, at den skyldes en trang til at komme i gang med arbejdet i Folketinget.