Den socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, kræver, at Katrine Winkel Holm, næstformand i Trykkefrihedsselskabet, bliver fyret fra DR's bestyrelse.
Det sker, efter at Katrine Winkel Holm ifølge BT personligt tog kontakt til DR-journalisten Martin Krasnik, som havde lavet et kritisk interview af Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, og konfronterede ham med sin kritik af interviewet.
- Kulturministeren bør fyre Katrine Winkel Holm fra DR's bestyrelse. Det er helt uantageligt, at hun misbruger sin stilling som bestyrelsesmedlem til at lægge direkte pres på DR's medarbejdere. Og hun skal forestille at forsvare ytringsfriheden?
Det skriver Mogens Jensen på sin Facebook.
- Vor herre bevares! Det er desværre ikke noget nyt, at Winkel Holm angriber programmer og medarbejdere i DR, men her må festen stoppe. Hun må ud af vagten, tilføjer han.
Udfaldet bunder i et kritisk interview, som DR2-værten Martin Krasnik lavede med Lars Hedegaard.
Interviewet blev optaget 11. marts, og ifølge BT blev Krasnik dagen efter kontaktet af Katrine Winkel Holm. DR-bestyrelsesmedlemmet var angiveligt meget vred over interviewet.
- Jeg kan bekræfte, at hun ringede op allerede næste morgen og var meget kritisk over for interviewet, siger Martin Krasnik ifølge BT.
Katrine Winkel Holm ringede ifølge BT's oplysninger også til nyhedschef Ulrik Haagerup.
Hedegaard fortalte i interviewet om det overfald, der for nylig var ved at koste ham livet, og efterfølgende stillede Martin Krasnik en række kritiske spørgsmål til Hedegaards islamkritiske holdninger.
Interviewet blev bragt søndag aften på DR2 og har siden skabt debat, blandt andet om Hedegaard vidste, hvad han gik ind til, da han sagde ja til at blive interviewet.
/ritzau/