Samtlige folketingsmedlemmer skal på en obligatorisk studierejse til Europa-Parlamentet.
Det mener det socialdemokratiske parlamentsmedlem Christel Schaldemose.
"Folketingsmedlemmerne har jo vist, at de faktisk ikke ved særlig meget om, hvad der foregår i Europa-Parlamentet. Flere af dem er ikke i stand til at fortælle, hvor mange medlemmer vi har, og der er altså et kæmpe stort hul," siger hun til DR.
Et indslag i TV-Avisen viste ikke mindst, at politikerne på Christiansborg har svært ved at svare på spørgsmål om, hvor mange danskere, der sidder i parlamentet, og hvad de hedder.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er en af de politikere, der havde svært ved at svare på spørgsmålene om EU.
Hun vil gerne på studietur til EU-parlamentet.
"Der er ikke nok fokus på de mennesker, som faktisk repræsenterer Danmark i Europa-Parlamentet," siger Enhedslistens Johanne Smidt-Nielsen.
Socialdemokraternes Mogens Jensen bakker sin partifælles forslag om en studietur op.
Søren Espersen fra Dansk Folkeparti mener dog ikke, at ens EU-viden kan måles på, om man kender navnene på de danske parlamentarikere.
"Lige nøjagtig hvem de der navne er, det har jeg utrolig svært ved at forholde mig til. Man hører jo aldrig om dem. Det kan være, de skulle på et kursus om, hvordan man kommer frem i verden," siger han.