Socialdemokraternes forsvarsordfører har ikke andet end hovedrysten til overs for Politikens beslutning om at udgive den omstridte bog 'Jæger - i krig med eliten' i dag. Avisen burdet have ventet, mener S.
"Jeg synes, at chefredaktør Tøger Seidenfaden gør sig til dommer i den her sag. Og det bryder jeg mig ikke om. Politiken burde have ventet til, vi torsdag morgen har en dommerafgørelse, om der kan nedlægges fogedforbud mod bogen eller ej," siger John Dyrby Paulsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Forsvarsordføreren mener, det er et skråplan, at avisen ikke ville vente til at en dommerafgørelse torsdag morgen afgør, om der kan nedlægges fogedforbud.
"Verden ville jo ikke været gået under, fordi Politiken skulle vente i to dage, og så havde de set, hvad de almindelige retsinstanser havde sagt til den her bog," siger John Dyrby Paulsen.
Ekstra Bladets politiske kommentator og tidligere chefredaktør Hans Engell mener, Politikens ærinde er at fremprovokere en retssag, der skal afprøve grænserne for ytringsfriheden.
"Det er en provokation, det er en udfordring, og det er muligvis ulovligt. Men det er jo så den beslutning, Politikens ledelse har truffet for at få afprøvet grænserne for ytringsfriheden," siger han til Newspaq.
Udgivelsen i Politiken kommer efter, at Forsvaret i et brev til landets mediechefer har appelleret til, at bogen skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack ikke omtales, fordi den ifølge Forsvaret kan skade landets sikkerhed.
Forsvaret meddelte sent i aften, at man var inde i overvejelser om at søge om fogedforbud mod Politiken.
John Dyrby Paulsen, der har læst bogen, mener, Forsvarets indvendinger mod den skal tages alvorligt.
"Når Forsvaret i den her sag forhindrer en bog, som er en lang reklamekampagne for Forsvaret og specielt jægerkorpset, som må man tænke, at der måske er noget alvorligt i det. Ellers ville de jo skyde sig selv i foden. Hvis der ikke er det, så er det fuldstændig uden sammenhæng. Og jeg tror, der er en sammenhæng," siger han.