Ethvert dansk plejehjem skal have mulighed for at forbyde deres beboere at ryge på deres værelser.
Sådan lyder meldingen fra Socialdemokraternes Bjarne Laustsen, efter endnu en dødsbrand forårsaget af rygning på et plejehjem. Det skriver JydskeVestkysten.
Ifølge Bjarne Laustsen bør politikerne i forbindelse med den kommende revidering af rygeloven give ret til drastiske indskrænkninger i beboernes ret til at ryge på landets plejecentre.
"Jeg synes, det er væsentligt, at vi kigger på, at der er så mange, der dør inde på grund af brand - og desværre viser det sig, at der er rigtig mange, der dør, fordi de ryger i sengen," siger ordføreren til Newspaq.
Rygeloven fra 2007 gør, at plejehjemsbeboerne ikke må ryge i fælleslokalerne, da det vil udsætte personalet for røg. Derfor ryger de ældre uden opsyn på deres egne værelser.
"Jeg er ked af at trække det kort, der hedder, at vi bare forbyder dem den mulighed, men vi er nødt til at kigge på det, så de ikke er til fare for sig selv og deres medbeboere," siger Bjarne Laustsen.
Han forestiller sig en model, hvor det enkelte plejehjem selv kan bestemme, om de vil indføre forbud eller ej, eller om de i stedet vil indrette særlige fælles rygerum.
Seniorkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler afviser forslaget som helt urimeligt:
"Hvis ikke de ældre må ryge på deres eget værelse, heller ikke må ryge i fælleslokalerne, og der ikke er noget rygelokale, så betyder det jo, at de ikke må ryge overhovedet," forklarer hun til JydskeVestkysten.
Senest søndag midnat kostede tobaksrygning en 82-årig plejehjemsbeboer i Vejen livet.