Det skal undersøges, om regeringen brød loven, da den stillede 50 ansøgninger i bero for at forhindre familierne i at få familiesammenføring.
Regeringen satte familiernes sager i bero i otte måneder, fordi regeringen opdagede, at en EF-dom kunne give dem ret til familiesammenføring i Danmark.
Imens brugte regeringen tiden på at vedtage nye regler, som kunne give familierne afslag.
Nu vil Socialdemokraterne have undersøgt om regeringen brød loven.
»Der kommer jo nærmest nye afsløringer hver dag. Vi må selvfølgelig bede om at få undersøgt, om det var i strid med loven, hvis ikke ombudsmanden selv tager det med sin undersøgelse,« siger udlændingeordfører Henrik Dam Kristensen.
Ingen kommentarer
Regeringen stillede sagerne i bero, fordi en EF-dom slog fast, at ansøgerne kunne få opholdstilladelse i Danmark, hvis de først bosatte sig i et andet EU-land.
Derfor måtte de 50 familier vente i otte måneder, imens regeringen arbejdede på nye regler, der i praksis ville forhindre familierne adgang til Danmark.
Men ifølge Sten Bønsing, lektor ved Aalborg Universitet, var regeringens beslutning ulovlig.
Daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) ønsker dog ikke over for Nyhedsavisen at svare på, om han handlede i strid med loven. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har ikke reageret på Nyhedsavisens henvendelse.
Nye sager i bero
Regeringen valgte for nylig at stille en ny gruppe sager i bero. Det gælder for personer, som vil kunne få ophold, hvis Danmark følger en ny dom fra EF-domstolen.
Dommen slår fast, at få ugers ophold i et EU-land kan give opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingeservice oplyser til Nyhedsavisen, at det foreløbig drejer sig om en enkelt sag der er stillet i bero.
Lektor Sten Bønsing advarer regeringen mod at trække den nye sag i langdrag:
»Man kan give Udlændingeservice højst en måneds tid til at finde sine ben efter EF-dommen,« siger han.