Der er dybe politiske forskelle mellem de fire borgerlige partier, som de skjuler ved at tilbyde regeringen en fælles finanslovaftale som alternativ til Enhedslisten.
Det siger Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, til et fælles udspil til regeringen fra formændene fra Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance.
- De prøver at rydde op i den massive uenighed mellem højrefløjspartierne. Det er stadig meget ukonkret. De lægger ikke et egentligt forslag frem, siger Jesper Petersen.
Venstres Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, De Konservatives Lars Barfoed og Liberal Alliances Anders Samuelsen advarer søndag i Berlingske regeringen mod at indgå en finanslovaftale med sit røde støtteparti.
Vil du helst lave en aftale med de borgerlige eller Enhedslisten?
- Jeg går ikke så meget op i bogstavlegen. Vi fører en finanspolitik, så vi får flere i arbejde, får investeret i fremtiden og stadig har råd til at følge med i den offentlige sektor, når der bliver flere ældre, siger Jesper Petersen.
Blå blok kopierer ifølge ham regeringen med krav om en klimalov, regulering af finanssektoren, reform af erhvervsskoler og et nyt beskæftigelsessystem.
Men Venstre skylder stadig svar på, hvordan de vil finansiere deres vision om offentlig nulvækst.
- Venstre svarer stadig ikke på, hvordan nulvækstens nedskæringer skal gennemføres, så de kan føre deres politik med skattelettelser.
- Det slående ved Dansk Folkeparti er, at de ønsker højere offentlig vækst, men det bliver til skattelettelser, når de skal finde sammen med de andre borgerlige partier. Så de ender med at føre Venstres velfærdspolitik, siger Jesper Petersen.
/ritzau/