Socialdemokraterne og SF har i dag fremlagt deres bud på et skatteudspil. Det er især de lavtlønnede, der bliver tilgodeset i udspillet fra de to oppositionspartier.
Udspillet kommer ovenpå en massiv kritik af regeringens skattereform, som de kalder for en 'rødvinsreform', der kun tilgodeser dem med mange penge på bankbogen.
Men i oppositionens nye udspil skal der være flere penge til folk på dagpenge og SU, i alt skal de glædes med 2000 kroner om året. Derudover skal folk på arbejdsmarkedet have et øget beskæftigelsesfradrag på 6000 kroner om året.
Alt i alt vil oppositionen omfordele 8,3 milliarder kroner.
"Det er en omfordeling, men en omfordeling, hvor vi er meget præcise med, hvem vi skal omfordele fra. Vi tager ikke en krone mere fra millionærerne, end regeringen har gjort indtil nu. Faktisk mindre. Men vi er nødt til at reagere, når de har givet så enorme skattelettelser til de allerrigeste. Vi går ind for, at de bredeste skuldre skal bære mest," siger Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, ifølge Berlingske Tidende.