Socialdemokraterne og SF beskylder skatteminister Kristian Jensen (V) for manipulation og snyd. De kritiserer skatteministerens skattesmæk til fagbevægelsen.
De to partier mener, at ministeren har undladt at informere om, at skattereformen blandt andet finansieres med en gigantisk regning til blandt andre fagbevægelsen i 2010. Et brud på oplysningspligten, mener ekspert.
Trækker skatteministeren ikke regningen tilbage, truer SF og S med en næse. Det skriver Ugebrevet A4.
"Jeg kan trygt sige, at ministeren ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse. Fordi han direkte bliver spurgt om konsekvenserne af, at man ændrer en personskattesats - og én af konsekvenserne, viser det sig efterfølgende, bliver ikke omtalt. Det er selvfølgelig en fejl. Det skulle have været oplyst," siger Claus Haagen Jensen, der er ekspert i offentlig ret og professor fra Handelshøskolen i København.
Nu er ministeren blevet kaldt i samråd med S og SF.
Sagen handler om en sats i personskatteloven, der blev ændret i forbindelse med skattereformen. Her undlod skatteministeren at oplyse om, at fagbevægelsen, arbejdsgiverforeninger og brancheorganisationer mister et fradrag og derfor vil komme til at betale en ekstraregning i skat næste år.