Boligskatten er en varm kartoffel, som ingen partier vil røre ved. Husejere er nemlig meget betydningsfulde vælgere for begge fløje i dansk politik.
Men nu kritiseres S og SF af en række markante stemmer på venstrefløjen for ikke at turde røre ved boligskatten eller droppe skattestoppet på ejendomsværdiskatten, skriver Dagbladet Information i dag.
"Vi ved, at boligskatten har været del af den stigende ulighed, vi har set. Den har også været medskyldig i den boligboble, der var med i finanskrisen, og derfor ved vi, at vi har brug for at ændre boligbeskatningen. De mennesker i landet, som tjener penge på boliger, skal betale en større del af skatten, end de gør i dag," lyder det fra Jens Jonatan Steen, direktør for tænketanken Cevea.
I Information står tidligere skatteminister Frode Sørensen (S) frem med chefanalytiker i Arbejderbevægelses Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul, og peger på, at S og SF er nødt til at turde røre ved boligskatten.
Det bakkes op af Ceveas direktør.
"Vi har helt grundlæggende brug for, at en kommede regering til venstre for midten tør diskutere det her, fordi det handler om finansiering af fremtidens velfærdssamfund," siger Jens Jonatan Steen.