Vestjyder, der havde glædet sig til en ny motorvej mellem Holstebro og Herning, bliver sandsynligvis skuffede.
Hullet i statskassen var nemlig større, end Socialdemokraterne og SF troede, da de overtog magten. Derfor er motorvejen på vippen til ikke at blive noget.
Det siger Socialdemokraternes gruppeformand Mogens Jensen til Jyllandsposten.
"Vi kan ikke garantere noget med det hul, som er i statskassen. Vi har stadig en ambition om en motorvej til Holstebro, men det er klart, at pengene skal være der først, og det er de ikke for nuværende," siger han.
Motorvejen skulle ellers have været kompensation for placeringen af et supersygehus i Gødstrup, og udmeldingen skuffer de lokale borgmestre.
"Ingen kan løbe fra, at den motorvej skal bygges, og det kan mine partifæller heller ikke. Det vil være at stikke en kniv i såret med hele den turbulens, som vi har haft om det sygehus, og i forhold til hele udkantsproblematikken," siger borgmester i Holstebro H. C. Østerby (S) til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten