Knap er blækket tørt på den nye aftale om bankpakken, før der er uenighed mellem Socialdemokraterne og SF på den ene side og regeringen på den anden.
S og SF er med i aftalen om bankpakken. Men når og hvis der skal forhandles om en vækstpakke, der skal sætte gang i de økonomiske samfundshjul, bliver det uden de to store oppositionspartier, meddeler økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K). Og det får dem til at anklage Lene Espersen for at vende tilbage til blokpolitik og barnlig trods, skriver berlingske.dk.
"Det er ligesom, når børn vender tilbage til trodsalderen. Hun stamper igen i gulvet og siger, at de ikke må være med," siger SF's formand Villy Søvndal.
Lene Espersen siger, at det er finanslovspartierne og Liberal Alliance, der står forrest i køen til forhandlingsbordet, når der skal forhandles om offentlige investeringer til skoler, plejehjem og kloakker.