Hos LO er der begejstring at spore for S-SF's finanslovsudspil. Det skriver formand Harald Børsting i et svar til Newspaq.
"Vores egne beregninger viste, at regeringens forslag til finanslov ville koste 12.000 arbejdspladser, dæmpe væksten og kvæle det spæde opsving, som var i sigte. S-SF's forslag til finanslov ser lovende ud, og det byder på flere initiativer, som vil øge væksten og skabe flere jobs," skriver Børsting.
Her til formiddag fremlagde Socialdemokraterne og SF for første gang et samlet udspil til de kommende finanslovsforhandlinger. S-SF vil skabe 15.000 job det kommende år med sit finanslovsforslag.
"Vi er positive i forhold til at investere i uddannelse, og det generelle fokus på beskæftigelse i S-SF's finanslovforslag hilser vi mere end velkommen," skriver Børsting videre om det faktum, at de to oppositionspartier vil bruge godt 1,3 mia. kr. på bedre uddannelser.
S-SF har hele dagen måtte svare på spørgsmål om, hvorfor de har overtaget en del af regeringens genopretningsplan.
Men Harald Børsting, der bliver den helt centrale figur i de varslede trepartsforhandlinger efter en eventuel valgsejr til oppositionen, ser altså ingen grund til at kommentere netop det prækære spørgsmål.