Karen Jespersen (V) lever ikke op til sit job som ligestillingsminister.
Det mener blandt andet SF. Partiet kritiserer Karen Jespersen for ikke at have forholdt sig til partiets forslag om prostitution, fyringer af gravide og manglen på kvinder i Det Økonomiske Råd seriøst.
"Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er et stort problem, at samme person er socialminister, indenrigsminister, boligminister og ligestillingsminister. Det er næsten umenneskeligt at bede folk om at passe så mange jobs, men så må man jo sige fra og sige, at det kan man ikke overskue," siger ligestillingsordfører i SF, Pernille Vigsø Bagge, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hendes kollega hos Socialdemokraterne, Julie Rademacher, er enig.
"Vi er utilfredse med, at der ikke sker noget på ligestillingsområdet. Der har kun været fremsat et lovforslag siden sidste valg på ligestilling, hvor vi ændrede et ord i en gammel lov," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ligestillingsforsker Karen Sjørup fra RUC samt Drude Dahlerup, der er professor på Stockholm Universitet, kritiserer ligeledes Karen Jespersen, som de mener, lader beskæftigelsesministeren om at forholde sig til spørgsmål om ligestilling, skriver dr.dk.