Vi kan ligeså godt vende os til langsom togdrift, forsinkelser og aflysninger, hvis ikke politikerne hiver den helt store tegnebog frem. Vi risikerer nemlig at tabe den kollektive trafik på gulvet, lyder advarslen fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører i Jyllands-Posten.
- Hvis der er et reelt politisk ønske om, at den kollektive trafik skal udgøre et tillokkende alternativ til biltrafikken, kræver det massive investeringer. Hvis man alene skal sikre, at de nuværende strækninger fungerer i fremtiden, skal der investeres 100 milliarder kroner over de næste 30 år. Men det er hverken en fremtidssikring, visionært eller ambitiøst, og det er ikke nok til at sikre hurtigere tog eller et udvidet skinnenet. Vil man noget seriøst, koster det op mod 200 milliarder over 30 år, siger specialkonsulent Hanne Møllegaard Sundin, FRI, der støtter sig til notatet ”Strategiske perspektiver for udviklingen af baneinfrastrukturen” fra Trafikstyrelsen fra maj 2007 til Jyllands-Posten.
Regeringen og Dansk Folkeparti afsatte sidste år 4,7 milliarder kroner over otte år til at genoprette jernbanenettet, men det forslår overhovedet ikke, mener FRI.
Den holdning deler Socialdemokraterne og de Radikale, der kræver langt flere penge pumpet ind i den kollektive trafik.
Socialdemokraterne mener, der er brug for investeringer på omkring 200 milliarder kroner på 30 år, mens de Radikale er klar med 100 milliarder over 20 år. Det tror Venstre dog ikke på. Partiet vil afvente en rapport fra infrastrukturkommissionen.