Socialdemokratiet og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, indkalder justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i samråd om de seneste måneders bandekonflikt.
De to største partier vil gerne vide, hvad regeringen vil gøre for at stoppe skyderierne.
Tirsdag aften blev en 30-årig mand dræbt og to såret i et nyt skyderi ved Mjølnerparken i København.
Loyal To Familia er i øjeblikket i konflikt med banden Brothas, og ifølge Ritzaus oplysninger er de tre ofre medlemmer af Brothas.
Onsdag krævede Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommer på banen.
- Vi kan jo se, at der fortsat bliver skudt i gaderne i København, hvor situationen er meget, meget alvorlig. Derfor er det nødvendigt, at der bliver taget yderligere skridt.
- Derfor vil vi have statsminister Lars Løkke Rasmussen til at indkalde partilederne og borgmestrene i de store byer, så vi kan lave en samlet indsats, sagde Wammen og kaldte Pape for "handlingslammet".
Det er Wammen og DF's gruppeformand, Peter Skaarup, som torsdag kalder Pape i samråd.
Socialdemokratiet og DF stod tidligere i år selv bag en bandepakke med regeringen. Og i august fremlagde Pape yderligere 12 initiativer, og politiet blev sat massivt ind i gaderne.
Socialdemokratiet mener, at banderne skal rammes hårdere på pengepungen. Og at børn skal kunne fjernes fra familier, hvor der er bandemedlemmer.
DF vil have regeringen til at opløse banderne ved hjælp af grundlovens paragraf 78.
Her kan foreninger, der for eksempel virker ved vold eller søger at nå deres mål ved vold, blive opløst ved dom.
- Regeringen skal sætte hårdt ind over for banderne. Hårdere end hidtil, siger Skaarup.
Pape vil gerne gøre banden Loyal To Familia ulovlig. I august bad han derfor Rigsadvokaten om på en måned at undersøge, hvorvidt banden kan opløses ved dom. Her knap tre måneder efter er svaret endnu ikke kommet.
Onsdag aften udtalte Pape til TV2 Nyhederne, at regeringen har givet politiet de nødvendige redskaber i bandekonflikten.
/ritzau/