Når de politiske forhandlinger om et nyt skilsmissesystem forventes at begynde i løbet af foråret, skal skilsmissebørnenes tarv vægtes højt.
Det slår både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fast. De er positivt stemt over for børne- og socialminister Mai Mercados (K) forslag om at have en særlig børneenhed, der vægter børnenes behov højest.
- Der er ingen tvivl om, at det er barnet, der skal være i fokus. Vi vil gerne være med fra politisk side til at sikre, at det kan være en smidig proces.
- Der kan være nogle gode takter i at samle det i en enhed, siger socialordfører Karin Nødgaard (DF).
Børneenheden vil udgøre halvdelen af det udspil, som Mai Mercado forventes at præsentere i løbet af foråret.
Konkret skal børneenheden være en del af en ny familieretlig myndighed, som ministeren vil præsentere i et samlet udspil.
Den anden del vil være et mere "enstrenget" system, så skilsmissesagerne ikke cirkulerer mellem Statsforvaltningen og fogedretten.
Socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er positivt stemt over for at skabe en særlig børneenhed. Hun understreger desuden, at det er vigtigt, at systemet bliver enstrenget.
- Vi er fuldstændige enige i, at det primære sigte med et nyt system er, at børnenes trivsel sikres i forbindelse med, at forældrene bliver skilt, siger hun.
- Og det er helt afgørende, at det er én domstol, der træffer afgørelse, når tingene går i hårdknude.
Der findes allerede en række ordninger, som skal hjælpe børnene gennem forældrenes skilsmisse. Det er eksempelvis børnegrupper, hvor man kan dele erfaringer, en rådgivningslinje og en bisidderordning.
Det er de ordninger, som ministeren vil tænke sammen, så de bygges op omkring barnet.
For Karin Nødgaard er det også vigtigt, at et nyt system sørger for, at skilsmisseprocessen bliver kort.
- I dag oplever vi, at mange processer er lange og går ud over børnene. Vi har en forpligtelse over for børnene i forhold til at forkorte processen, siger hun.
/ritzau/