Socialdemokraterne har det ikke bare svært i meningsmålingerne.
Partiets kampagnechef Lars Midtiby erkender nu, at partiet er betydelig handicappet i forhold til regeringspartierne, når det drejer sig om penge til at føre valgkamp for.
- Det er klart et handicap, at vi denne gang kun har omkring 15 milioner at føre valgkamp for, mens V og K formodentlig har mindst tre gange så meget i valgkassen. Det ser faktisk markant værre ud end ved sidste valg i 2001, hvor de to regeringsparter kunne trække på private bidrag for 34 millioner og vi kun havde ni milioner at gøre godt med, siger Lars Midtiby og fortsætter:
- I dag har de to partier råd til at plastre hele byen til med blåt, mens vi i stor udstrækning må klare os med gratis elektroniske medier og hjælp fra græsrødder, siger han.
Lars Midtiby forklarer den store styrkeforskel med fagbevægelsens stadig mindre donationer.
- Vi har da stadig gode venner i fagbevægelsen, men der kommer stadig færre penge fra den kant. Samtidig modtager Venstre stadig større beløb fra store virksomheder. Det er en voldsom ulighed, der bare bliver større og større, og stiller krav til vores kreative evner, siger kampagnechefen.