Danmark står i en kaotisk situation, når den nye EU-traktat træder i kraft.
Danmarks forbehold overfor retspolitikken betyder nemlig, at vi må droppe vores deltagelse i EU's arbejde med at bekæmpe kriminalitet i unionen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har afvist at sende de danske forbehold til afstemning indenfor denne valgperiode. Men det kan give store problemer for Danmark, siger en række politikere.
"Vi står i en kaotisk situation. Der er mange ting indenfor EU's retssamarbejde, vi ikke kan være med i længere. Men vi ved endnu ikke præcist, hvad vi skal forlade," siger Socialdemokraternes EU-parlamentariker Dan Jørgensen til Newspaq.
"Alt tyder på, at det er samarbejde mod ting som international kriminalitet, terrorbekæmpelse, handel med kvinder, hvidvaskning af penge og narkohandel vi skal forlade. Det er ikke særlig attraktivt, fordi vi dels mister indflydelse - og fordi befolkningen lige nu ikke ved, hvordan vi står," siger han.
Dan Jørgensen mener, at statsministeren mangler politisk mod, når han ikke vil tage en afstemning om forbeholdet nu.
"Det virker som en konstrueret forklaring, som statsministeren har fundet på, når han ikke vil sende forbeholdet til afstemning nu. Der er ikke i kongerigets interesser at vente," siger han.
Også Liberal Alliance og SF kritiserer statsministeren for at have skudt afstemningen om retsforbeholdet til hjørne sammen med forbeholdet mod euroen, skriver Berlingske Tidende.