Socialdemokraterne beskylder Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at løbe fra sit eget ansvar, når han i breve til landets regioner beskylder dem for at smøle med at garantere kræftbehandling inden for fire uger.
»En skideballe til regionerne løser ikke kræftpatienternes problemer,« siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Jens Peter Vernersen. Han mener, at sundhedsministeren forsøger at skubbe ansvaret fra sig.
»Det er ansvarsforflygtigelse. Først var det Sundhedsstyrelsens skyld, at behandlingsgarantien på fire uger ikke blev opfyldt. Nu er det åbenbart regionernes skyld. Jeg synes, at ministeren skulle tale med regionerne i stedet for at skælde ud på dem,« siger Jens Peter Vernersen.