Den nu 90-årige socialdemokratiske tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen er ikke just begejstret for, at hans parti og Dansk Folkeparti den seneste tid er rykket tættere og tættere sammen politisk.
Og han er slet ikke begejstret, når de to partier sammen stemmer om flygtninge-politik.
Til Ekstra Bladet siger han direkte, at det ikke var sket i hans tid.
- Dengang var det fuldstændig utænkeligt, at man ville samarbejde med Dansk Folkeparti på den måde, siger Thorkild Simonsen til avisen.
- Men når man nu arbejder sammen om noget, der for mig virker socialdemokratisk - arbejdspladser osv. - så gør det ikke mig noget. Bare politikken er socialdemokratisk, siger Thorkild Simonsen til Ekstra Bladet.
Så sent som i januar var han efter sit parti for at være med i regeringens aftale om at suspendere modtagelsen af kvoteflygtninge. En aftale som også Dansk Folkeparti nikkede ja til.