Hvis organdonorerne er villige til at forære en nyre væk, skal de have lov til det, mener Socialdemokraterne.
- Det er mennesker, der sætter et organ til rådighed for andre
mennesker, der har et meget svært liv med dialyse. Det er fantastisk,
at der er nogen, der vil det, siger Socialdemokraternes
sundhedsordfører Jens Peter Vernersen.
Men som Nyhedsavisen skriver i dag, siger danske læger nej tak til frivillige, der vil forære en nyre væk til syge mennesker, de ikke kender. Også selvom der er stor mangel på nyrer.
Ifølge loven er det allerede lovligt i Danmark at lave nyretransplantationer, selvom donoren ikke kommer fra familien. Men lægerne vil ikke lave indgrebet, selvom det er myndige personer over 18 år, der henvender sig og tilbyder at donere deres nyre. Lægerne er bange for, at donorerne vil fortyde.
Eksperter har derfor foreslået at oprette et team af læger, psykologer og præster, som skal tale med donorerne og sikre, at de nu også er klar til at give deres nyre væk. Det, synes Jens Peter Vernersen, er en god ide.
- Vi skal være helt sikre på, at personen er stabil. Derfor vil jeg tage forslaget op i sundhedsudvalget, siger Jens Peter Vernersen, der i øvrigt selv er registreret som organdonor.
Også SF støtter forslaget.