Selvom Bendt Bendtsen (K) på sin helikoptertur torsdag kun udledte ét ton ud af de mindst 50 millioner ton CO2, som Danmark årligt producerer, har han ifølge en lokal S-kandidat påvirket sit partis troværdighed på miljøområdet.
»Der var tale om et ekstravagant mediestunt, som skriger til himlen. Han kunne have kørt turen i bil, og det havde højst taget en time mere,« siger folketingskandidat Peter Rahbæk Juel (S), der også er medlem af Odense Byråd.
Ligeglade med mijøet
Han erkender, at den konservative partiformands brøde ikke er den største i historien, men som politiker skal man gå forrest med et godt eksempel.
»Dén helikoptertur skaber selvfølgelig ingen klimakatastrofe i sig selv. Men hvis alle begynder at føre valgkamp fra en helikopter, så får vi et problem,« siger han.
»Vi politikere skal ikke være hellige, men i en offentlig valgkamp bør vi i det mindste leve op til vores eget partis værdier,« siger Peter Rahbæk Juel og peger på, at netop De Konservative beklæder miljøministerposten.
»De forsøger at have en grøn miljøprofil, men viser i praksis, at de er ligeglade,« siger folketingskandidaten.
Stik mod Connie
Han henviser blandt andet til kampagnen for mindre CO2, www.ettonmindre.dk, som den konservative miljøminister Connie Hedegaard lancerede i foråret med ordene.
»Vi skal have den enkeltes ansvar i fokus. Det er den enkelte dansker, vi udfordrer: Prøv at spare ét ton CO2. Prøv at lægge dine vaner lidt om, og hjælp med til at gøre Danmark til et mere CO2-neutralt samfund.«
Hellere rutebil
Rahbæk Juel mener, at Bendt Bendtsen burde være et godt eksempel for andre:
»Hvis Bendt Bendtsen virkeligt mente noget med sin miljøpolitik, så havde han taget turen rundt på Fyn i offentlige transportmidler, ikke i en helikopter. Det havde været et flot symbol,« siger Peter Rahbæk.
I forgårs forklarede Bendt Bendtsen til Nyhedsavisen, at hans stab forud for flyveturen havde købt en kvote på 10 ton CO2 for at afbøde skadevirkningerne, og at han som erhvervsminister kun har to dage til at føre valgkamp i. Derfor skulle der spares tid på transporten.