Socialdemokratiet har fordelt ordførerskaber efter regeringsdannelsen, og der er få profiler tilbage i folketingsgruppen, da en del socialdemokrater blev ministre.
Mette Gjerskov (S) blev i april sidste år frataget sit ordførerskab for udvikling, fordi hun ikke ville stemme for et tildækningsforbud. Men hun er nu tilbage på holdet og skal være miljøordfører og ordfører for verdensmål.
- Jeg er kisteglad for mine nye ordførerposter. Jeg har fået lige præcis de to poster, jeg bad om og er blevet ordfører på begge dele.
- Jeg kan kun se det som udtryk for, at jeg igen bliver honoreret efter evner og flid, siger hun.
Hun valgte som den eneste i den socialdemokratiske folketingsgruppe åbent at gå mod sin egen gruppes beslutning om tildækningsforbuddet.
Det vakte opsigt, da hun blev frataget posten, og partiet blev beskyldt for at være topstyret.
Annette Lind (S) er uddannet folkeskolelærer og har altid haft undervisningsområdet som sit stærkeste område. Hun ærgrede sig åbent over, at hun ikke blev minister.
- Når kommentatorer, analytikere og organisationer siger, at du bliver minister, og det kæmpestore bagland, jeg har, siger og håber og tror, at jeg bliver minister, og jeg selv ønsker det, så er det selvfølgelig træls, sagde hun til Tv MidtVest i sidste uge.
Hun bebudede, at hun derfor ville gå andre veje, og hun er i stedet blevet udenrigsordfører. Desuden er hun blevet valgt til gruppeledelsen, hvor hun er gruppesekretær.
- Konstitueringen kunne ikke være bedre for mit vedkommende. Jeg glæder mig til de mange nye og vigtige opgaver, skriver Annette Lind på Facebook.
Jesper Petersen (S) var af nogle spået en ministerpost, men det tidligere SF-medlem bliver i stedet politisk ordfører. Flemming Møller Mortensen (S) bliver gruppeformand og skal holde styr på folketingsgruppen.
Rasmus Stoklund (S) er nyvalgt medlem af Folketinget og får posten som udlændinge- og integrationsordfører, som er et vigtigt område.
Partiet har dog også ministerposten på området, da Mattias Tesfaye (S) er udlændinge- og integrationsminister.
/ritzau/